Retsodontologi
I Danmark findes der inden for det odontologiske fagområde indtil videre to formelle specialeuddannelser: ortodonti (tandregulering) og kæbekirurgi. Der eksisterer således ikke en officiel formaliseret dansk videreuddannelse indenfor retsodontologi. Retsodontologerne i Danmark er videreuddannet via ”mesterlære” med oplæring fra erfarne kolleger tilknyttet de retsodontologiske konsulenttjenester ved de retsmedicinske institutter, samt gennem nationale og/eller internationale kurser i retsodontologi. .
Der er retsodontologer tilknyttet de tre retsmedicinske institutter i Aarhus, Odense og København med 10-15 aktive retsodontologer på landsplan. Enkelte retsodontologer er ansat på de retsmedicinske institutter, de øvrige arbejder som konsulenter ansat på tilkalde- / freelance-basis.
På tandlægeskolerne i Aarhus og København bliver der undervist i overordnede aspekter af retsodontologi. På begge institutter ligger hovedparten af undervisningen mod afslutningen af tandlægestudiet.
På anmodning fra statsobducenturerne, politi, domstole samt i specielle sager fra andre instanser yder retsodontologer faglig bistand i sager, hvor der kræves en sagkyndig vurdering af odontologiske problemstillinger i relation til bevismateriale:
Identifikation
Danmark har i henhold til Lov om Tandpleje et omfattende tandplejetilbud og dermed en udbredt tradition for at følge regelmæssig tandundersøgelse og -pleje. Den danske lovgivning stiller krav til udformning og opbevaring af tandlægejournaler, hvilket gør, at identifikation baseret på tandoplysninger oftest er en effektiv og hurtig metode, når ugenkendelige ulykkesramte eller dødfundne personer skal identificeres.
På landsplan er der gennemsnitlig mellem 100 og 150 odontologiske identifikationssager årligt.
Enkeltsager
På de retsmedicinske institutter behandles enkeltsager, hvor der i forbindelse med ligsyn er usikkerhed om identiteten på afdøde. I de fleste tilfælde er der tale om en bekræftelse af en i forvejen formodet identitet på den afdøde. I andre tilfælde, når en ukendt død person skal identificeres, er det retsodontologens opgave at udarbejde et tandsignalement på afdøde, herunder også bidrage til aldersvurdering. Denne identitetsrekonstruktion anvendes til sammenlignende undersøgelser, dersom politiets efterforskning kan udpege en eller flere savnede person(er), hvis identitetsbeskrivelse med relevans kan undersøges for match, og her igennem evt. føre til identifikation
Udarbejdelse af retsodontologisk signalement på savnede eller bortgåede personer udføres på anmodning af Rigspolitiets DVI-sektion under Nationalt Kriminalteknisk Center.
Større ulykker / massekatastrofer
Rigspolitichefens stående identifikationsberedskab tæller 10-15 tandlæger med retsodontologiske kompetencer. Disse tandlæger kan rykke ud i forbindelse med større identifikationsopgaver i ind- og udland. Herudover kan der trækkes på et større antal tandlæger der har gennemgået specialkurser og dermed har tilstrækkelige kompetencer til under supervision at kunne assistere ved retsodontologiske opgaver. Endvidere eksisterer der et værdifuldt samarbejdsnetværk mellem de retsodontologiske konsulenttjenester i de skandinaviske lande, hvilket i tilfælde af behov for et større antal erfarne retsodontologer gør det muligt at indhente ekspertise blandt erfarne skandinaviske retsodontologiske kolleger.
Aldersvurdering
Aldersundersøgelser af asylansøgere uden dokumentation for fødselsdata gennemføres på unge, især i aldersgruppen 15 – 25 år med henblik på klarlæggelse af en sandsynlig kronologisk alder. Den retsodontologiske undersøgelse omfatter estimering af alderen ud fra tandmodning baseret på røntgenundersøgelse af tandsættet. Desuden bør suppleres med klinisk undersøgelse af tandstatus, hvor især graden af slid kan bidrage til aldersvurderingen.
De odontologiske fund sammenholdes med en røntgenundersøgelse af håndknoglernes udvikling samt en modenhedsundersøgelse af kroppen (somatisk modenhedsundersøgelse), og de 3 delresultater indgår i en samlet erklæring.
Vurdering af tandskader (tortur-undersøgelser)
Asylansøgere, der under den generelle lægeundersøgelse på de retsmedicinske institutter fortæller, at de i forbindelse med voldelige overgreb er blevet skadet på tænder og kæber, indkaldes til en tandundersøgelse. Undersøgelsen, der er baseret på røntgenundersøgelse og klinisk undersøgelse, sammenfattes i en erklæring, der videregives til de retsmedicinske institutter, som udarbejder en samlet erklæring omhandlende skader opstået i forbindelse med den angivne tortur.
Vurdering af tand- og bidspor
Tand- og bidspor afsat i hud eller andre emner i forbindelse med kriminelle handlinger kan i sjældne tilfælde være så karakteristiske, at de er egnede som teknisk bevis. Retsodontologiske analyser af bidspor udføres i begrænset omfang på alle tre institutter.
Vurdering af billedmateriale
Materiale (oftest fra videoovervågningskameraer) optaget ved røverier og andre lovovertrædelser vurderes og sammenlignes med billeder af en mistænkt. Sagerne behandles overordnet af retsantropologerne i København, men retsodontologerne kan deltage i sager, hvor der indgår en analyse af hovedform, ansigtstræk, kæbemorfologi og tandstilling.
Antropologisk vurdering af tand- og kæbemateriale
Antropologiske undersøgelser, rekvireret af enten politiet eller landets museer, udføres på alle tre institutter. Vurdering af tand- og kæbemateriale varetages af retsodontologerne.