Hoveduddannelse
Hoveduddannelse i retsmedicin
Hoveduddannelsen i retsmedicin har en varighed på 4 år. Heraf er man ansat 1½ år på en patologiafdeling og 2½ år på en retspatologisk afdeling. I løbet af opholdet på patologiafdelingen vil man få rutinering i mikroskopi af vævsprøver og diagnostik. Derudover udfører man også hospitalsobduktioner i vekslende omfang.
I løbet af opholdet på den retspatologiske afdeling vil man blive yderligere rutineret i obduktions- og personundersøgelsesarbejdet, hvor man løbende vil få mere komplicerede sager. Man vil endvidere blive oplært i at udføre findestedsundersøgelser og undersøgelser af børn udsat for vold eller seksuelle overgreb.
Læs hele målbeskrivelsen for hoveduddannelsen i retsmedicin på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.
Se mere på Videreuddannelsesregion Nords hjemmeside, hvor man også kan finde specialets faglige profil og inspektorrapporter for de retspatologiske afdelinger.
Se også uddannelsesprogrammerne for uddannelsen på hvert af de tre retsmedicinske institutter på den respektive videreuddannelsesregions hjemmeside:
København – Videreuddannelsesregion Øst
Aarhus – Videreuddannelsesregion Nord
Odense – Videreuddannelsesregion Syd
Kurser
Som i andre lægelige specialer, skal man i løbet af hoveduddannelsen gennemfører nogle generelle kurser omkring Sundhedsvæsenets organisation og ledelse.
Derudover er der nogle specialespecifikke kurser, som indbefatter:
- Diagnostiske metoder. Eneste kursus der afholdes af et andet speciale selskab (Dansk Patologisk Selskab) og omhandler diagnostiske metoder i mikroskopi. Gennemføres i løbet af ens ophold på patologiafdelingen.
- Patologisk anatomi 1a og retskemi. Kurset indfører den uddannelsessøgende i almen patologi, tumorpatologi, immunhistokemiske farvninger samt mikrobiologiske og molekylærpatologiske undersøgelser. Derudover udskæringsteknikker for makropræparater. Kurset indeholder introduktion til retskemiske undersøgelser.
- Patologisk anatimi 1b. Kurset indfører den uddannelsessøgende i specifikke organforandringer med hovedvægt på hjerte og kar, lunger og luftveje, lever, nyrer samt neuropatologi.
- Patologisk anatomi 2 – børneobduktioner. Med baggrund i basal obduktionsteknik gennemgås de specielle forhold ved børneobduktioner. Særligt undersøgelsesteknik af hjertet, udtagelse af materiale til supplerende undersøgelser (mikrobiologi, metaboliske undersøgelser, genetiske undersøgelser) samt tolkning af resultater. Derudover også indføring i de specielle forhold omkring histologien hos børn, undersøgelse af moderkagen og navlestrengen samt teknikker til vurdering af levende- eller dødfødt.
- Klinisk retsmedicin 1. Kurset omhandler personundersøgelser af voksne, herunder både ofre og gerningsmænd. Der er fokus på undersøgelsesteknikker men også psykiatrien hos gerningsmænd og psykiske symptomer hos ofre bliver introduceret.
- Klinisk retsmedicin 2 – Kurset omhandler personundersøgelser af børn udsat for vold eller seksuelle overgreb. Specielle undersøgelsesteknikker og fortolkningen af læsioner gennemgås. Yderligere undervises der i lovgivning og underretningspligt samt psykiske reaktioner hos børn udsat for overgreb.
- Læsionspatologi. Kurset udstyrer den uddannelsessøgende læge med redskaber til at kunne beskrive og vurdere forskellige læsionstyper samt give et bud på opståelsesmåden for f.eks. skud, stump vold, skarp vold, termiske læsioner samt postmortelle læsioner og forandringer.
- Retsgenetik, kriminalteknik og findestedsundersøgelser. Kurset omfatter indføring i retsgenetiske og kriminaltekniske undersøgelser og teknikker. Endvidere retsmedicinerens funktion ved findestedsundersøgelser herunder metoder til dødstidsvurdering.
- Jura og retsmedicinske erklæringer. Kurset omfatter gennemgang af det juridiske grundlag for gennemførelsen af retsmedicinske undersøgelser. Derudover præsenteres den uddannelsessøgende læge for opbygningen af retssystemet, hvad en retsmedicinsk erklæring bør indeholde fra en jurists synspunkt og hvordan man som retsmediciner agerer som ekspertvidne i retten. Kurset holdes gerne sammen med retsantropologi og retsodontologi.
- Retsantropologi og retsodontologi. Kurset præsenterer den uddannelsessøgende læge for retsantropologiske og retsodontologiske undersøgelsesteknikker herunder vurdering af knogler samt retsodontologiske metoder i identifikationsarbejdet og retsmedicinerens rolle i DVI-beredskabet (Disaster Victim Identification).
- Retsmedicinsk radiologi og obduktionsteknikker. Kurset indfører den uddannelsessøgende læge i radiologi i retsmedicin med fokus på CT-scanninger. Endvidere specielle obduktionsteknikker såsom halskravesnit, fridissektion af ansigtsskelet, udtagning af halscolumna m.m.
Nærmere beskrivelse af kurserne herunder varighed af det enkelte kursus, krav og placering i uddannelsesforløbet kan læses i målbeskrivelsen for specialet.